Sønderjylland!

Stedet hvor:

  • det er mere normalt at lege med traktorer end actionmen
  • alle ved hvor folks reservehusnøgle hænger
  • man kender mindst en smuglerrute over grænsen
  • der sker så lidt, at man følger efter en brandbil med udrykning
  • man betragter Jensens Bøfhus som gourmet
  • det er mere normalt at få nikket en skalle til et halbal, end det er at låse sin cykel
  • man kender æ sproch
  • det er fast tradition at få grønlangkål, kålpølser og hamburryg til nytår
  • man kører bil/knallert/traktor inden man må
  • Dansk Folkeparti er et hit
  • alle kender alle
  • man er stolt over at komme fra
  • jeg er født og opvokset
  • jeg aldrig kommer tilbage og bor

Yes, Sønderjylland. Punkterne er hvad jeg bl.a. forbinder med Sønderjylland, og med undtagelse af to punkter, så kan jeg selv stå inde for alle.

Det er  noget mærkeligt noget, mit forhold til Sønderjylland. For på den ene side, er jeg stolt af at være Sønderjyde og fortæller det gerne. Hele min familie bor der, og nogle af mine bedste veninder. Det var et skønt sted at vokse op, da der på vores vej var masser af børn. Intet slår en sommeraften hvor man cyklede rundt og fandt nogen der ville være med til ’spark til dåse’ (dåseskjul), ‘antonius’ eller rundbold. Eller mødtes på kirkens parkeringsplads, hvor man stod på rulleskøjter. Jeg har masser af dejlige minder derfra.

På den anden side, så synes jeg også det er et indspist samfund, hvor man for Guds skyld ikke må skille sig ud, og dem der gør, bare ikke er velkomne.

Da jeg boede der kendte alle alle, på godt, men så sandeligt også ondt. Slog man en prut i offentligheden vidste alle det – intet kunne skjules. Og havde man først et rygte, var det umuligt at komme af med det igen.

Det er selvfølgelig at skære alle over en kam, og selvfølgelig er det ikke sådan alle steder.

Håndbold var the shit og hallen var mit andet hjem

Når jeg er i Sønderjylland besøger jeg familie og venner. That’s it. Jeg tager ikke i byen eller fester. For hvis jeg kommer i byen, sidder der de samme mennesker som der gjorde for 15 år siden. Jeg synes stadig det samme om dem, og de synes stadig det samme om mig. Og det er både gode og dårlige tanker. Men jeg bliver måske også mindet på hvor dårligt selvværd jeg havde dengang, og at jeg egentlig ikke var særlig populær. Jeg tror faktisk det er en rolle jeg påtager mig igen, når jeg er i byen i Sønderjylland, og det vil jeg gerne være foruden.

Her er jeg 8 år og til dyrskue til byfesten med hønen Frida. Jeg var en drengepige indtil vi blev teenagere.

Jeg kan have svært ved at forstå folk der ikke prøver at bo et andet sted. Måske i en storby. Men heldigvis er der forskel på folk. Jeg kommer aldrig tilbage til Sønderjylland og bo, men jeg er glad for at nogle gør, for helt at slippe landsdelen, kan jeg heller ikke:)

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *