Sophias diagnose

Sophia har siden december været tilknyttet SPZ (Social pædagogisk centrum) her i Berlin. Det er her børn med vanskeligheder kommer til for at få en diagnose (om nødvendigt).

Sophia har gået til træning en gang om ugen siden december, sammen med 3 andre piger og 2 fysioterapeuter. Fysioterapeuterne har observeret hende, jeg har snakket med stedets psykolog, som så har været henne i Sophias Kita for at observere hende i samspil med de andre børn. Og så har jeg snakket med deres overlæge alene, og sammen med Sophia.

Nu er der så endelig kommet svar på om hun har en diagnose eller ej. Og det har hun ikke! De kan ihvertfald ikke sætte en præcis diagnose. Der er ingen tvivl om at hun har koncentrationsvanskeligheder, lettere sociale vanskeligheder, og lettere seperationssangst. Fysisk har hun hypotoni (nedsat muskelspænding) og er hypermobil.

Kognitivt er hun parat til at komme i skole. Kitaen mener hun skal vente et år endnu med at komme i skole, men det tror vi slet ikke vil gavne hende – ihvertfald ikke i den Kita. SPZ mener hun godt kan starte i år hvis der er de rigtige rammer for det. Og det er vi sikre på der er.

Tidligere på måneden var vi til noget halløj på Sophias nye skole, hvor alle de nye elever plus forældre var med.Her fik vi endnu engang en snak med Sophias kommende klasselærer, og hun er SÅ fantastisk. Det mente alle de andre forældre også. Hun er et eller andet inden for special pædagogik og det første hun sagde var, at det allervigtigste var at børnene trives og føler sig trygge ved hende. Først derefter kan indlæringen starte, og det er jeg så ganske enig i.

Efter oplæg fra klasselæren og skolelederen minglede vi lidt, og ih hvor er det altså træls at mit tyske ikke er bedre, for jeg har slet ikke selvtillid til at gå rundt og snakke med folk. Fik dog snakket med nogle stykker, men jeg kan jo ikke komme med så meget indspark på tysk, så jeg nikkede og smilte bare mest. Fik nummeret på en pige der bor i nærheden af os, så Sophia og hende måske kan lege lidt sammen inden de skal starte. Det ville være godt for hende.

Men altså summasummarum er at Sophia skal fortsætte til sin ugentlige træning. Fysioterapeuterne og os ser fremgang ved Sophia på flere områder. Derudover skal jeg ind og snakke med deres psykolog om hvordan vi som familie bedst mulig kan hjælpe Sophia, med at træne de vanskeligeheder hun har. Det er trods alt det der er vigtigst. Skide være en diagnose, bare vi ved hvad vi skal gøre…