Post ferieblues

Jeg har oplevet det mange gange før, men faktisk ikke inden for de sidste par år. Nok fordi jeg er godt tilfreds med mit liv. Jeg taler om post ferieblues. Den følelse man får, når man kommer tilbage fra ferie og føler sig lidt smådeprimeret. Begynder at tænke over sit liv, og egentlig ikke er helt glad indeni.

Den følelse har jeg haft, efter vi er kommet hjem fra 11 dages ferie i Danmark. Måske skyldes det trætheden, for hvor herrer bevares hvor var jeg træt. Måske skyldes det hjemve. Eller måske skyldes det endnu engang bekymringer om Sophia.

Jeg starter lige fra starten.

Vi startede med 7 dage i sommerhus på Fyn med min familie. Alle var glade, og det var en dejlig tur. En af dagene tog vi til Hinnerup i vores hus, hvor vi fik besøg af naboerne, og nogle venner fra Aarhus. Det var også mega hyggeligt, og vi var helt nostalgiske ved at være tilbage. Jeg havde helt glemt hvor stille og idyllisk der var i vores have. Sophia sagde efterfølgende “Hvorfor skal vi tilbage til Berlin, jeg kender ikke nogen i Berlin. Jeg vil bo i Hinnerup. Så kan onkel Niller (ham der lejer vores hus) sove i telt i haven”. Der startede jeg med at få lidt ondt i maven.

Efterfølgende var vores planer om at være i Kolding nogle dage gået i vasken, så vi tog på camping ved Skive. Det var skønt, og ungerne kunne løbe frit omkring. Vi fik store is hverdag, badede i deres vandland, fangede krabber, legede med en masse hunde og var på legepladsen. Martins bror og svigerinde camperede lige overfor os, så der blev rigtig hygget.

Turen hjem, i onsdags, var lang. Vi var alle trætte. Børnene kom hele ferien i seng mellem 21-23 og Astrid havde været umulig alle nætter, med skrig og skrål.

I går skulle vi til sommerfest i Kitaen. Med det samme kunne jeg bare se, at Sophia slet ikke var en del af gruppen derhenne, og det gjorde mig ked af det. Kitalederen havde heller ikke fået skrevet det brev som hun havde lovet, som skal gives til lægen på mandag, når Sophia skal til 5 års undersøgelse. Et brev hvori hun beskriver hvad de har observeret ved Sophia, da de også mener det er en god idé hun bliver udredt. Men nej, det havde hun ikke lige fået skrevet. Nå! Tak for lort! Og med mit begrænsede tysk, følte jeg ikke lige for at tale mere med hende om det. Så må vi håbe at lægen vil nøjes med mit ord på mandag…

Så alle disse faktorer gjorde altså, at jeg i går mest havde lyst til at sidde og græde lidt. Men jeg gjorde det ikke. I stedet tog jeg tyren ved hornene, og efterspurgte på en Expatgruppe på facebook, om der var nogen børn der ville lege med en pige på 5 år, som talte tysk og dansk. Tre legeaftaler er nu i stand, hvoraf to af børnene taler dansk (selvom de ikke er danskere).

Derudover har jeg fået en HEL nats søvn. Martin sov ved børnene i nat, så jeg har sovet fra 23-7. Uafbrudt. Det var tiltrængt. Så humøret er bedre i dag.

Nu tror jeg vi går på legepladsen og hygger os.

Billeder fra ferien kan i se på instagram på @hausfrauiberlin

 

 

Siden sidst VII

  • Har jeg unliket Rasmus Seebach på Facebook. Hvornår fanden har jeg nogensinde liket ham?!
  • Har vi været til Sankt Hans i den danske kirke. 
  • Har Martin taget imod en udfordring fra en kammerat, og skal nu løbe halvmarathon til august.
  • Har pigerne fået nye senge, og har siden sovet i dem hele natten (7-9-13).
  • Det betyder dog også at jeg nu er oppe flere gange i løbet af natten, så jeg er dødtræt hele tiden.
  • Har jeg fundet ud af at pigerne ikke er ordentlig vaccineret efter det tyske vaccinationsprogram. Derfor skal de begge vaccineres på fredag. På Astrids fødselsdag. Dagen inden vi skal i sommerhus. Please ikke få feber…
  • Har vi været til afskedsfest ved er hold danskere, der flytter tilbage til DK. De fleste af dem jeg kender hernede, flytter desværre fra Berlin inden for kort tid.
  • Har vi haft det værste regnvejr i Berlin i mange år. På to dage blev vores rengøringsspand på altanen fyldt, og der er stadig vand i kælderrummet.
  • Har jeg fået set SKAM, A Handmaid’s tale og OITNB færdig. Hvad skal jeg nu se?
  • Har jeg, som jeg tidligere har fortalt om, været ude og ‘pamper’ en nybagt mor. Hun var kineser. Vi var meget forskellige. Efter jeg var der første gang, aflyste hun de efterfølgende gange. Hmm…
  • Har jeg arbejdet og arbejdet med min lille Facebookshop. Husk at like, kommentere og dele opslag på Hausfrau shop. Så er du en skat😘