Sophia!

Et spørgsmål jeg ofte får, er hvordan det går med Sophia og Kitaen, og det er vidst også på tide, jeg fortæller hvordan det hele går.

Jeg vil starte i april sidste år. Da vi fortalte børnehaven i Hinnerup at vi skulle flytte, bad de straks om at få et møde med os. På mødet fortalte de, at de uafhængig af hinanden, havde tænkt at der var et eller andet med Sophia. Hun sad ofte i sin egen verden, osv. De mente vi skulle tage hende til læge, velvidende at vi snart flyttede. Lægen bekræftede hvad pædagogen mente, nemlig at fysisk var hun sund og rask, og med så kort tid til vi skulle flytte, kunne man ikke nå at lave tilstrækkelige med observationer på hende, inden man begyndte på noget som helst. Lægens råd var at se tiden an, og ellers få hende udredt i Tyskland.

Dengang syntes jeg det var noget pjat. Jeg kunne ikke se at Sophia var anderledes end andre børn, men efter vi flyttede, brugte jeg jo pludselig utrolig meget tid med børnene, og efterhånden kunne jeg godt se hvad pædagogerne mente. – Det kommer vi til…

Som jeg har beskrevet herinde, havde Sophia det svært da vi kom herned. Især efter vi havde været hjemme i efterårsferien, hvor hun faktisk røg tilbage i sin udvikling og jeg brugte ord som “mistrivsel”. Igen i julen var der problemer, hvor hun begyndte at blive angst for mange ting.

Da vi var i Hinnerup i februar måned, bad jeg Sophias tidligere kontaktpædagog, i børnehaven i Hinnerup, om et møde. Jeg var begyndt at lægge mærke til hvor ekstrem dårlig hukommelse Sophia havde – hvilket nok skyldtes den enormt dårlig evne til at koncentrere sig. Vi kunne fx være til fødselsdag ved hendes kusine, og jeg kunne hen på dagen spørge hende hvem der havde fødselsdag i dag; så ville hun sige at det vidste hun ikke.

Koncentrationsproblemer fandt vi også i den almindelig hverdag – udover TV og Ipad, kunne hun ikke fastholdes i leg, spil, osv særlig lang tid af gangen, hun for fra det ene til det andet. Derudover reagerede hun stærkt på ændringer.

Efter at have set en dokumentar på DR1, var jeg sikker på hun havde ADHD eller ADD. Vi prøvede ihvertfald at bruge nogle af de strategier de foreslog i dokumentaren – fx at inden Sophia skal slukke Ipaden, fik hun et par minutters varsel – “Om 2 minutter skal vi spise, og så skal du slukke for Ipaden” – og igen ved 1 min. Det hjalp faktisk, og hun bliver ikke længere  skide sur, men slukker rent faktisk for Ipaden.

Alt dette fortalte jeg pædagogen i den danske børnehave. Vi fik en rigtig god snak. Da de havde anbefalet vi tog til læge med Sophia, havde de ikke en speciel diagnose i tankerne, da de ikke er kvalificeret til dette. Hun anbefalede at vi talte med pædagogerne i Kitaen og evt hendes læge. Hvis de ikke var villige til  at udrede hende, syntes hun at vi skulle flytte til Danmark igen, for at få hende udredt. Selvom man ikke gerne vil sætte sit barn i en eller anden kasse med en diagnose på, så er diagnosen også bare et middel til at se, hvordan man bedst kan hjælpe Sophia.

For nylig fik jeg så taget mig sammen til at tale med Kitalederen. Vi fik faktisk en rigtig god snak, og jeg var meget positiv overrasket. Kitalederen fortalte ´hun havde observeret og testet Sophia, og hun mente at Sophia forstod alt tysk. Sejt! Derudover havde hun også lagt mærke til nogle sociale vanskeligheder – hun leger ikke gerne med de andre børn. Enten vil hun helst lege alene, eller med pædagogerne. Lederen sagde hun ville observerer hende noget tid, og så kunne vi tage et møde sidst i april. Hun foreslog at børnene blev afleveret klokken 8 i stedet for klokken 9, da der var meget mere ro klokken 8. Det har vi prøvet i en uge, og det er bare meget bedre for børnene. De har ikke en gang været kede af at jeg gik, så det er bare skønt.

Summa summarum er at Sophia (og Astrid) trives. Hun har selvfølgelig stadig dage hvor hun ikke vil i Kita, men det er vel helt normalt. Derudover har hun stadig et par ting hun er angste for – bl.a. at sidde i bilen uden mig eller Martin inde i bilen, samt at sidde på et fremmed toilet. Men alt i alt har hun det godt! Hun er en glad, sensitiv, dansende, syngende pige. Hun holder aldrig mund – kun når hun ser TV/Ipad og hun er en kærlig og fjollet prinsesse.

Weekenden er gået med

Vi er netop kommet hjem. Vi har været i sommerhus i Nordtyskland med 3 andre hold venner og deres børn.
Det har virkelig været dejligt, omend hårdt for børnene.
Vi har ikke lavet så meget andet end at være ude i det skønne forårsvejr og bade i sommerhusets pool.
Vi har virkelig nogle vandhunde af børn. Astrid elsker vandrutsjebaner og Sophia er begyndt at svømme uden badevinger og er begyndt at dykke. Hun er blevet mega sej til det.


Alle børnene var så trætte om aftenen, og især lørdag aften, hvor de græd på skift og i kor. Men der var også godt gang i den hele tiden, så det er der ikke noget at sige til. Os forældre var bare glade for at det ikke kun var vores børn, der af og til er umulige.

I aften skal vi vidst alle tidlig i seng!

Sønderjylland!

Stedet hvor:

  • det er mere normalt at lege med traktorer end actionmen
  • alle ved hvor folks reservehusnøgle hænger
  • man kender mindst en smuglerrute over grænsen
  • der sker så lidt, at man følger efter en brandbil med udrykning
  • man betragter Jensens Bøfhus som gourmet
  • det er mere normalt at få nikket en skalle til et halbal, end det er at låse sin cykel
  • man kender æ sproch
  • det er fast tradition at få grønlangkål, kålpølser og hamburryg til nytår
  • man kører bil/knallert/traktor inden man må
  • Dansk Folkeparti er et hit
  • alle kender alle
  • man er stolt over at komme fra
  • jeg er født og opvokset
  • jeg aldrig kommer tilbage og bor

Yes, Sønderjylland. Punkterne er hvad jeg bl.a. forbinder med Sønderjylland, og med undtagelse af to punkter, så kan jeg selv stå inde for alle.

Det er  noget mærkeligt noget, mit forhold til Sønderjylland. For på den ene side, er jeg stolt af at være Sønderjyde og fortæller det gerne. Hele min familie bor der, og nogle af mine bedste veninder. Det var et skønt sted at vokse op, da der på vores vej var masser af børn. Intet slår en sommeraften hvor man cyklede rundt og fandt nogen der ville være med til ’spark til dåse’ (dåseskjul), ‘antonius’ eller rundbold. Eller mødtes på kirkens parkeringsplads, hvor man stod på rulleskøjter. Jeg har masser af dejlige minder derfra.

På den anden side, så synes jeg også det er et indspist samfund, hvor man for Guds skyld ikke må skille sig ud, og dem der gør, bare ikke er velkomne.

Da jeg boede der kendte alle alle, på godt, men så sandeligt også ondt. Slog man en prut i offentligheden vidste alle det – intet kunne skjules. Og havde man først et rygte, var det umuligt at komme af med det igen.

Det er selvfølgelig at skære alle over en kam, og selvfølgelig er det ikke sådan alle steder.

Håndbold var the shit og hallen var mit andet hjem

Når jeg er i Sønderjylland besøger jeg familie og venner. That’s it. Jeg tager ikke i byen eller fester. For hvis jeg kommer i byen, sidder der de samme mennesker som der gjorde for 15 år siden. Jeg synes stadig det samme om dem, og de synes stadig det samme om mig. Og det er både gode og dårlige tanker. Men jeg bliver måske også mindet på hvor dårligt selvværd jeg havde dengang, og at jeg egentlig ikke var særlig populær. Jeg tror faktisk det er en rolle jeg påtager mig igen, når jeg er i byen i Sønderjylland, og det vil jeg gerne være foruden.

Her er jeg 8 år og til dyrskue til byfesten med hønen Frida. Jeg var en drengepige indtil vi blev teenagere.

Jeg kan have svært ved at forstå folk der ikke prøver at bo et andet sted. Måske i en storby. Men heldigvis er der forskel på folk. Jeg kommer aldrig tilbage til Sønderjylland og bo, men jeg er glad for at nogle gør, for helt at slippe landsdelen, kan jeg heller ikke:)

 

 

 

 

 

5 ting du (måske) ikke vidste om mig

  • Jeg har præsteret at bakke ind i en lastbil, der holdt stille bag min bil. Jeg havde simpelthen ikke set den. Som undskyldning skal det siges at jeg var højgravid og havde travlt.
  • Jeg har lavet en fotobog til Sophia, med billeder fra hendes første år. Astrid elsker at kigge i den. Jeg har bare ikke lavet en til hende.
  • Faldt engang ned af stepbænken under en steptime. Skyndte mig op og fortsatte timen. Da jeg kom hjem indså jeg at anklen nok var forstuvet… Har haft angst for stepbænke siden.
  • Har virkelig mange grå hår.
  • Bliver i mit barndomshjem kaldt ‘æ spektakel’.

Ugen der gik

Sidste uge. Puha. Astrid lå syg med feber i seks dage. Sophia havde feber i to dage. Jeg hoster (stadig) ret meget, og Martin er SÅ træt af det.

Vi kom ikke uden for en dør hele ugen, bortset fra søndag. Så ingen træning, ingen noget som helst. KUN en tur til frisøren.

Nu har jeg gået med barselsknold i håret i to år, så nu skulle der ske lidt nyt. Det blev til en kort page endnu engang – tja, mere kreativ er jeg ikke:)

Jeg er ret sikker på, at Martin IKKE synes min hoste er særlig sexet

Søndag tog vi i Tierpark. Vi havde forventet at det var lidt varmere, så vi gik og frøs en del, desværre. Men hyggeligt var det nu alligevel. Derefter kørte vi lidt rundt og stoppede et tilfældig sted, og gik en tur i kvarteret. Vi endte på et fint konditori, med store, gode kager. En god slutning på en træls uge.

Jeg har gjort noget skørt

Okay, jeg har gjort noget spontant og har ikke rigtig tænkt konsekvenser hvis det skulle lykkedes.

Jeg har simpelthen søgt et job. Et job jeg overhovedet ikke er kvalificeret til. Eller?

Jobbet er simpelthen som ’social media manager’ for et tysk produkt, der skal lanceres i Danmark. Jeg synes det lyder SÅ spændende, og jeg har ikke noget at tabe på at søge. Så det er altså søgt:)

Kan vi lige tale om…

  • at jeg i går mødte en flexitarian. Det er en person som ikke spiser kød. Kun nogle gange!! Det er da det skøreste jeg har hørt. “Jeg drikker ikke. Kun to weekender i måneden” – “Jeg er spiser ikke slik, kun om fredagen”. Altså, når man er et sted in between, behøver det så have et navn?!Bildergebnis für flexitarian meme
  • at jeg IKKE er for gammel til at se Paradise Hotel. I love it.
  • at det gang på gang overrasker mig, hvor meget snot der egentlig kan være i ens hoved.
  • at jeg jo ser dødsens syg ud, efter jeg har fået mine eyelash extensions af.
  • hvor meget man lyder som en douchebag når man siger ting som “eyelash extensions”
  • hvor irriterende Birgitte fra “Gift ved første blik” er.
  • at her i 2017 hvor biler kan køre selv, USA har en orange præsident og man kan få toiletter der tørrer en bagi, men stadigvæk er det umuligt at lægge en mascara, uden at have det i hele ansigtet #udeaftræning

Gammel vin på en hel ny flaske

Se lige hvad jeg lavede i går. Fik mit helt eget domæne, webhotel og hvad alt sådan noget skidt ellers hedder.

Jeg er så stolt! Helt selv endda.

I noget tid har jeg haft følelsen af, at have brug for noget der var mit. Noget jeg kunne gå op i, udover rengøring og børn. Nu prøver jeg at gøre lidt mere ud af bloggen

Så den gamle blog hausfrauiberlin.blogspot.dk bliver snart slettet.

I stedet skal i bruge denne – hausfrauiberlin.dk – Alt indholdet er kommet herover.

Jeg er slet ikke færdig med at redigere i designet endnu, men synes altså den er blevet meget fin, ud fra de kundskaber jeg nu engang har (fik 6 i IT på A NIVEAU).

Nu kan i altså følge mig herinde, via bloglovin, og så lægger jeg fortsat opslag op på facebook, når jeg poster noget nyt.

I kan også følge mig på

Instagram – @hausfrauiberlin

Snapchat – tina.bonde

5 ting du (måske) ikke vidste om mig

1. Da jeg var teenager var jeg kendt for altid at sige sandheden. Desværre fortalte jeg også sandheden når jeg ikke blev spurgt. Det skal man ikke umiddelbart gøre. Jeg vil stadig mene at jeg er en meget sandfærdig person. Især når jeg er fuld. Da kan du få alt ud af mig:)

2. Jeg blev i 2008 diagnosticeret med OCD. Jeg kom dengang igennem et terapi forløb og har fået medicin lige siden. I dag kan jeg sagtens leve med OCD´en, men regner også med jeg skal være på medicin resten af livet. Desværre – for det har nogle bivirkninger.

3. Jeg har kun haft én kæreste før Martin.

4. Jeg boede og arbejdede (i Netto) i London i 9 måneder efter handelsskole. Alle forventede jeg kom hjem efter en måned, da jeg var utrolig uselvstændig, men jeg blev der tre måneder længere end planlagt.

5. Jeg røg fast fra jeg var ca. 16-22 år. Nu er jeg festryger, og jeg ELSKER det.

Fastelavn og tilbage i Berlin

Indlægget her, er skrevet i tirsdags.

Lørdag kom vi tilbage til Berlin, og det var dejligt.

Selvom om vi virkelig har nydt hvert et besøg vi har været på, så er det også dejligt at være hjemme igen.
I søndags skulle vi til vores første arrangement i den danske kirke der er hernede. Fastelavn! Det var rigtig hyggeligt, og der var hele fire par som jeg kendte, med til arrangementet. Det var dejligt at få snakket med nogle af de andre igen, og Sophia og Astrid havde en fest med at lege med de andre børn.
Mandag skulle ungerne starte i Kita igen, og det var vi noget spændte på. De sidste gange vi har været i Danmark i længere tid, har Sophia haft meget svært ved at komme tilbage, og været meget ked af det i lang tid. 
Heldigvis var der intet problem med at få afleveret mandag morgen. Måske var det fordi jeg havde lovet at hente dem tidligt, for tirsdag gik ikke helt lige så godt. Sophia klagede hele morgenen over ondt i maven, men så snart der var noget spændende der fangede hendes interesse, var mavepinen væk. Så en fysisk mavepine var det nok ikke. Og da jeg fortalte hende at de skulle holde fastelavn i Kitaen og gjorde hende klar i hendes udklædning, forsvandt mavepinen helt.
Ved afhentning fortalte pædagogerne dog at hun havde grædt lidt i løbet af dagen, men ellers var det gået fint.

Da vi var hjemme var der flere spørgsmål der gik igen, og det kommer der snart et indlæg om. Bl.a. hvordan det går i Kitaen og med Astrids nattesøvn. Stay tuned:)