Forældreskab

“Ej Martin, vi skal altså også være bedre til at lade børnene lege alene, så de ikke skal underholdes hele tiden”

“Ej Martin, vi skal altså også være bedre til at stimulere Sophia kreativt”
Kender i det? Den der nagende samvittighed over alle forældreskabets aspekter.
Det er sgu også svært. Vi bliver bombarderet med såkaldte “eksperter” der udtaler sig i øst og vest, og helst modsigende.
  • Vi skal lege med vores børn, men de skal også lære at lege selv. 
  • Når man leger med dem, skal vi huske at stimulere dem både socialt, motorisk, intellektuelt og kreativt.
  • De skal have frisk luft, men også den tilpasse mængde hvile.
  • Vi skal sørge for at de bliver selvstændige, men ikke for selvstændige.
  • De skal lære at hjælpe til derhjemme, men vi skal også lade dem være børn.
  • Vi skal hjælpe dem, men for Guds skyld ikke for meget, så de bliver “curlingbørn”.
  • De skal have omsorg og kærlighed, men ikke omklamres.
  • De skal ikke forkæles, men en ting i ny og næ skal der også være plads til.
  • Jeg vil ikke engang begynde at skrive noget om sukkerpolitik, med risiko for at få speltmødre og dem i den modsatte grøft på nakken.
  • Man skal ikke lade dem få deres vilje, men man må heller ikke skælde ud.
  • De skal ikke græde sig i søvn, men lidt gråd er okay.
Tja, jeg kan blive ved. Og når det ikke er eksperterne man prøver at følge, er det ens egne forventninger man forsøger at leve op til. De skal se pænt ud i tøjet, være lige så god til håndbold som Alberte fra 7.A, kunne alfabetet inden de begynder i skole, smide bleen inden de er 3 år, få flest likes på instagram, gå til tre forskellige ting om ugen, og være den med flest veninder.
Selvom vi vil vores børn det bedste, skal vi måske lige huske at trække vejret engang i mellem, og lade være med at tænke for meget. Ens selvtillid kan da virkelig få et knæk, hvis man skal leve op til alles forventninger.
Jeg synes det er virkelig svært at være forældre når jeg tænker på alle disse ting, i stedet for bare at være der med mine børn. Hvis man ikke gør det rigtigt, er der jo garanti for at ens barn bliver skingrende skør. Hvad gjorde vores forældre egentlig, tænkte de samme tanker, eller er det først kommet i denne oplysningens tid?
En ting er sikkert, vi gør alle det bedste vi kan, og så kan vi heller ikke gøre mere!
Hvad tænker I?

En atypisk dag i et hausfrauliv

Mange spørger til om jeg kan få tiden til at gå, så jeg tænkte det var på tide at fortælle hvad jeg rent faktisk laver.
Jeg vil tage dagen i dag som eksempel, på trods af at den har været atypisk, da Martin havde fri.
Astrid vågnede allerede kl. 5, men faldt hurtigt i søvn igen. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, så jeg lå vågen indtil Sophia vågnede ved kl. 6.30.
Vi har god tid om morgenen, da børnene først skal være i KiTa kl. 9. Indtil vi skal afsted tøffer vi bare lidt rundt og morgenhygger, får morgenmad og børnene får lov til at se ipad, hvis de gør hvad der bliver sagt, og tager deres tøj på uden (alt for meget) brok.
Martin afleverede pigerne i dag, og imens tog jeg i fitness. For tiden bruger jeg meget tid i fitness, skal gerne afsted hver anden dag. I dag var jeg der i to timer, så hjem i bad og så tog Martin og jeg hen på en nyopdaget, hip café hvor vi fik vores frokost. Inden vi var hjemme igen, var klokken blevet 13.30. Jeg fik så en lille lur, inden jeg hentede børnene  KiTa.
Vi var så hjemme ca. 15.30 hvor Martin og Sophia bagte boller mens Astrid og jeg legede.
Herefter lavede Martin aftensmad, ungerne fik ’skærmtid’ og jeg lagde vasketøj sammen.
Efter aftensmaden tog Martin ud og drak øl med nogle kollegaer. Imens havde jeg kampen med børnene! De er for det meste gode til at falde i søvn, men i dag faldt de i søvn kl. 22.15!

Jeg synes tiden går stærk. Når man bruger hele formiddagen i fitness eller med praktiske opgaver, er dagen jo nærmest gået. En dag om ugen har jeg børnene hjemme, og et par gange om ugen henter jeg Sophia kl. 12.30 i KiTaen. Vores morgener og eftermiddage er som regel helliget børnene, og det er jo mega privilligeret.

Youghurt, granola og frugt – min nye yndlingsfrokost
Ristet brød med tomat og mozzarella
I dag trænede jeg ben, og var helt færdig bagefter
Afsted i Kita
Det er jo utroligt hvor fanden den anden sok forsvinder hen #1worldproblem

 

 

Tak og en masse andet

Hold da op så meget respons jeg fik på sidste indlæg. Folk fra nær og fjern er kommet med gode råd, og vi er taknemmelige for hver og en.
Det vi har gjort siden sidst, er at snakke med pædagogerne i børnehaven. Fortælle dem hvordan det står til derhjemme, og spørge om de kan sætte lidt ekstra tid af til Sophia, især omkring afleveringen om morgenen. Det virkede de meget forstående overfor. Derudover henter jeg Sophia allerede efter spisetid de fleste dage i en periode. Pædagogerne synes dog ikke det skal være hele tiden, da hun misser det sociale med de andre. Det er bare ofte omkring middagstid og den efterfølgende sovetid, hvor hun bliver ked af det.
Derudover vil vi prøve med lidt mere struktur herhjemme. Sophia er helt klart bagud med de kreative ting – fx har hendes måde at tegne på ikke ændret sig det sidste halve år, men til gengæld har hun lært tysk, så det er klart hendes udvikling har været der. Med strukturen skulle vi gerne give mere faste og trygge rammer, og skabe de rammer som kan hjælpe hendes udvikling.
Til sidst er vi blevet anbefalet at se tegnefilmen inderst inde med hende, hvilket vi også vil gøre en dag.
Jeg har fået lov til at kontakte Sophias kontaktpædagog fra børnehaven i Hinnerup, og jeg har skrevet til to andre Kitaer om de har en plads til hende.
Nu ser vi lige tiden an inden vi gør yderligere, men jeg synes allerede det går fremad. Det hjælper selvfølgelig også på det, at vi havde gæster fra søndag til onsdag, så havde hun ligesom ikke “tid” til at fokusere på det hun var bange for.

Siden sidst, har jeg ellers været en tur i Paris og se håndbold. Det var skønt at være afsted. Kampen var lidt kedelig, men det var festen inden og efter ikke. Selvom jeg var klar til at gå hjem i seng da kampen var færdig, måtte jeg lige hive mig lidt op – jeg var sgu ikke taget til Paris for at sove! Så vi fortsatte festen!
Jeg kom hjem lørdag, og søndag fik vi gæster fra DK. Et vennepar med deres tre børn, så der var gang i den. Det var rigtig hyggeligt. Vi var egentlig delt meget op, da børnene (og forældrene) havde forskellige behov, men det gik så fint. De har tvillinger på knap 9 mdr, så moren fik både karbad og shoppingtur – det havde hun vist brug for:)

I går skulle Martin og jeg til koncert med Green Day. Jeg har været småsløj siden sidste torsdag, og var virkelig ikke i humør til en rockkoncert. Men HOLD NU KÆFT hvor var det godt. De fyrede en fest i over to timer, og forstod virkelig at få publikum med. De havde tre tilskuere oppe på scenen, hvor to af dem sang og den sidste spillede guitar. De to der sang, stagedivede ned fra scenen og ham der spillede guitar, måtte få guitaren med hjem.
Selvom jeg kun kunne synge med på max 7 sange, var det virkelig fedt. De kan sgu stadig selvom de har været i gang i maaaange år.

Gooooooooooooo Danmark (og ja, sådan gik vi rundt i Paris)
Sådan ser man ud efter kampen. Som man ikke var inde og se. Fordi man blev afvist i døren. Fordi man var for fuld. Altså ham, ikke mig.
Man skal altid være på den sikre side
“Jeg er for kendt til det her sted”

 

Hjælp!

For to måneder siden skrev jeg et lignende indlæg – nemlig at Sophia ikke trives. Så begyndte det faktisk at gå bedre, og alle de tegn der var på mistrivsel forsvandt.
Nu har der så været ferie, og så begynder vi forfra. Sophia vil ikke i børnehave. Hun græder derhenne, hun vil ikke have jeg går – i dag ville hun ikke tage sit overtøj af, da hun ville med hjem igen, og derhjemme er hun bange. Bange for spøgelser og indbrudstyve. Uden pis, så har hun her i weekenden ikke veget fra min side mere end en gang, og det var da hun var i badekar og jeg skulle hente deres håndklæder på det andet badeværelse. Hun vil ikke gå på toilettet alene, lege alene eller noget. Hun vil ikke engang sidde på sin plads ved spisebordet og spise sin mad, hun vil sidde ved mig eller lige ved siden af. Og vi følger hende på toilet, og lade hende være tæt på, for hun skal ikke gå og være bange.
Det er så synd for hende, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Bitte kom med forslag til hvad vi gør med Kitaen (og nej vi kommer ikke hjem).

Siden sidst III + billeder

 

  • Har jeg bestilt en flybillet til Paris, og smutter om en uge dertil for at heppe på de danske håndboldherrer mod Argentina. Et døgn i Paris – sådan kan man også impulsshoppe:)
  • Går det fremad med Astrids søvn. Hvis hun bare bliver puttet i vores seng, falder hun hurtig i søvn, og i nat sov hun igennem. Andre nætter skal hun lige op og have noget at drikke.
  • Efter en juleferie med sin mor, er der ingen andre der dur for Astrid.
  • For at blive ved Astrid, så er hun bare en led strigle i ulvetimen. Så provokerende og afprøve grænser hele tiden.
  • Den lange ferie har gjort at Sophia igen er ked af det i Kitaen. Hun græder derhenne hver dag, og jeg må ikke gå derfra om morgenen.
  • Har jeg virkelig tænkt tanken om Sophia har ADHD!
  • Havde vi besøg af min søster og hendes familie til nytår. Det var rigtig hyggeligt. Vi fik rigtig leget turister, og fik lækker, sønderjysk nytårsmad.
  • Har politiet virkelig gjort sig selv synlige her i byen efter terrorangrebet.
  • Har vi arrangeret besøg fra Danmark både i januar og februar – yeah:)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvad du ønsker, skal du få…

… og det gjorde jeg så.
Allerede i oktober luftede jeg tanken om at ønske sig en ferie KUN for mig. Det har jeg snakket om siden den oktoberdag hvor jeg havde en off-dag, og der var lagt pres på Martin.
Så juleaften fik jeg et kort hvor der stod at jeg skulle afsted til Bratislava den 10.-12. februar, hvor der var booket et 5-stjernet hotel til mig, og jeg selv skulle booke flybilletterne. Yes, en ferie helt selv!

Folk synes det var en mærkelig gave, det havde de da aldrig hørt om før. “Kommer du ikke til at kede dig”, “Hvad skal du lave?”, osv er spørgsmål jeg ofte har fået når jeg har fortalt om det.
Det kan godt være det er en mærkelig gave, men det var nu engang det jeg havde ønsket mig. En weekend hvor jeg ikke skal tage hensyn til andre end mig selv.
Alt det natteroderi vi har haft med Astrid, men som heldigvis er bedre nu, har virkelig taget hårdt på mig. Jeg har aldrig været så trætte af mine børn før (og ja, man kan sagtens være trætte af sine børn), så en lille pause er lige hvad jeg trænger til.
Jeg har da selv haft tanken om det var åndssvagt, om jeg skulle sige at Martin også måtte komme med, men jeg tror faktisk det er meget sundt at komme afsted helt selv.

Stedet for ferien har været underordnet. Det skulle bare være et lækkert hotel, og mulighed for at gå nogle lange ture, så om det var i Berlin, Aarhus eller Rom har været helt ligemeget. Fordelen ved Bratislava er at der er billigt, og altså muligt at bo på et 5-stjernet hotel. Flybilletterne dertil fra Berlin koster den lave sum af 225 kr for en returbillet. Billigere kan det jo ikke gøres. Så ja, jeg glæder mig til min miniferie, hvor jeg bare skal slappe af, sove, gå ture, spise god mad og slappe lidt mere af.

Her får lige lidt billeder fra julen:

Sophia fik allernådigst lov til at pynte træet med mig
Et forsøg på et få et godt julebilleder…
Astrid brugte det meste af juleaftenen på at tage det nattøj på, som hun havde fået.
Min smukke pige