Juletraditioner

Vi havde en skøn jul!
Jeg havde hver dag sørget for at se et hold venner eller familie. Vi gad nemlig ikke stresse, for det kan man hurtigt komme til, når man sjældent er hjemme og har mange man gerne vil mødes med.
Og det gik så fint. Vi har virkelig bare hygget os, og nydt at være sammen med folk, og tiden er bare gået så stærk.
Det hele startede dog ikke som planlagt, da vores planlagte 4,5 timers køretur til Danmark, kom til at vare 7,5 time i stedet, på grund af en spærret motorvej. Godt vi havde en stor madpakke med:)

Hvert år skiftes vi til at holde jul med Martins og min familie. Vores familier bor så langt fra hinanden, at vi kun er i én landsdel til jul. Ellers bliver det alt for stressende. Så i år var vi altså hos min mor og hendes mand.

Jeg vil lige kort fortælle om de traditioner vi har.
Den 23. pynter jeg juletræ. I år fik Sophia lov at hjælpe, men ellers er det kun mig der må røre det træ. Om aftenen kommer mine søskende og deres familier, samt min Bedste hjem i mit barndomshjem, hvor vi spiser risengrød. De sidste par år er traditionen blevet udvidet til også at bestå af hotdogs, da de kære mænd ikke anser risengrød for værende ordentlig mad (hvilket for mig er helt uforstående, jeg elsker det).
Den 24. er jeg om eftermiddagen i kirke med en barndomsveninde. Vi sidder bagerst i kirken, så vi kan holde øje med alle der kommer. Sætninger som “Guuud hvor er hun blevet stor”, “Hvem er det nu lige det er?” “Har du hørt at….”,, osv bliver brugt i stor stil.
Om aftenen spiser vi and, brunede og hvide kartofler, sovs, franske kartofler, rødkål og gammeldags hvidkål (sønderjysk specialitet). Og så selvfølgelig risalamande.
Da jeg var barn, skulle vi så ud og lede efter julemanden. Mens vi var afsted, kom han ind af havedøren og lagde gaver under træet, helt uden at den voksne der var tilbage med opvasken opdagede det. Det ville vi også prøve i år. Desværre var der virkelig dårlig vejr, så vi nøjedes med at gå ud i skuret og ud på vejen for at kigge efter ham. Men han havde sørme snydt os igen, og var kommet med gaver uden vi havde opdaget det. Sophia var dog ikke helt overbevist om at han var gået, så hun skulede resten af aftenen hen mod døren.
Efter nogle sange (hvor vi kun kan huske 2 vers af hver sang), pakker vi gaver op på skift.

Den 25. mødes vi med hele min mors familie til eftermiddagskaffe. Vi er oppe på at være 27 personer, så i år var det flyttet til forsamlingshuset, i stedet for at være privat. Først får vi eftermiddagskaffe, så spiller vi banko, hvorefter vi går en tur. Dernæst er der så tid til julefrokost.

De eneste minusser der har været i julen var at få Astrid til at sove – det er igen en kamp. Og i kampens hede, hamrede hun sit hoved i mit, så jeg nu går rundt med et sæbeøje! Så fint!
Ellers håber jeg at I alle har haft en lige så dejlig jul som vi har haft.

Da der er lidt problemer med billederne på vores kamera, må I have billeder tilgode.

Terror

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her indlæg, nok bare ud med mine tanker.

I går kom terroren tættere på os, end nogensinde før. Julemarkedet, hvor en lastbil pløjede ind igennem og dræbte mindst 12, ligger mindre end 2 km fra vores lejlighed og kun 100 m fra Martins arbejde.
Jeg sad og fulgte med på de tyske tv-stationer og på nettet, for hele tiden at se hvad det sidste nye var. Der kom også andre nyheder engang i mellem -fx at den Russiske ambassadør i Tyrkiet var blevet myrdet,  hvilket jo også er tragisk. 
Da emnet så skiftede til Aleppo og hvad der foregår dernede, skiftede jeg kanal. Jeg kan slet ikke holde ud at se og hører på de rædsler der sker dernede. Det går lige i hjertet på mig, og jeg kan sidde og tude længe over det.
Det at der både var reportage fra Berlin og Aleppo i samme nyhedsudsendelse, gjorde nok, at terroren blev sat i perspektiv til resten af verdens rædsler, og for første gang ved terror i vesten, blev det her terrorangreb lidt ligegyldig for mig.
Selvfølgelig er det ganske forfærdeligt hvad der er sket, men jeg synes bare det er mere forfærdeligt, det der sker i Syrien.

Det er jo en debat der er oppe og vende hver gang der sker terror i vesten – nogen mener ikke vi kan tillade os at skifte profilbilleder der viser sympati for terrorofre i vesten, da der sker mange uretfærdige ting i verden. Det synes jeg nu nok man kan. Selvom man viser sympati med nogen, behøver det ikke at udelukke andre.

 Som sagt, har jeg ikke rigtig en pointe med det her indlæg, men jeg vil da lige på falderebet opfordrer til at støtte de mennesker der prøver at gøre en forskel for andre. Læs evt dette indlæg med forslag til julens mandelgave.

Nu vil jeg ud og smøre madpakker, og så går turen til Danmark.

Nu´ det jul igen…

Sikken vi har julehygget i weekenden. Vi har ikke lavet meget andet end at julebage, hygge foran fjernsynet (der er både set Nissebanden, Otto er et næsehorn (den originale) og Min søsters børn (også den originale)) og leget. Vi har bagt pebernødder, vaniljekranse, honningkager og boller, da vi havde inviteret nogle venner til julehygge om søndagen.

I morgen er der juleferie. Ihvertfald for nogen af os. Ungerne og jeg kører i morgen tidligt til Sønderjylland, hvor vi skal være hele julen. Martin kommer først den 23. om aftenen.
Grunden til at vi tager hjem i morgen, er fordi der er så mange mennesker jeg gerne vil se, og det er bare mere rart, når man ikke skal stresse for at nå det. Så vi har et hold venner vi skal se hver dag. Det bliver skønt. Dog fik jeg dog i går hold i nakken, det skulle meget gerne være væk i morgen når jeg skal kører bil.
På den gode side, og med risiko for at jinxe det, så har Astrid sovet igennem de sidste tre dage – det er jeg ikke sikker på er sket før.
Anyways, rigtig glædelig jul allesammen.

 

Børn og gaver

NU er der ikke mange dage til jul, og igen i år, har vi herhjemme snakket om det med gaver til børn.

Allerede da Sophia kom til, var Martin og jeg enige om, at så længe de er så små, behøver de ikke mange gaver.
Vores børn får hvad de har brug for året rundt. Astrid arver stort set alt fra Sophia, så hun får ikke så meget nyt. Det fungerer fint – de får overhovedet ikke alt det de peger på, men de mangler heller ikke noget. Alle de praktiske ting som dyner, hjemmesko osv, vil vi hellere købe når de har brug for det, da vi oplever at det bliver for uoverskueligt for børnene at skulle åbne og forholde sig til så mange gaver til højtiderne.
Når det kommer til jul og fødselsdage, plejer vi altså ikke at gøre så meget ud af pigernes gaver fra os. Da Sophia fyldte 1 år, fik hun en træfigur som hun altid kan have, og sidste år, fik hun en gyngehest fra genbrug.
Her er Sophia juleaften 2014
I år har pigerne tilsammen fået en sækkestol, som de kan slænge sig i med en bog eller foran fjernsynet. Sækkestolen har de altså fået, og når jeg tæller sammen, får Sophia nok max 8-9 gaver juleaften. Det er rigeligt! Vi tænker hun får en gave om morgenen den 24., til frokost og om eftermiddagen, så hun har tid til at fordybe sig lidt i gaven (og det gør Astrid selvfølgelig også).
Sidste år til jul, da Sophia havde pakket den første gave op, gad hun ikke de andre gaver, og løb rundt og legede med den kæphest som var hendes første gave. Derfor ser vi ikke nogen grund til at hun får alverdens gaver. Derfor foretrækker vi få, men gode gaver. Bl.a. ved jeg at Sophia får et løbehjul (tror jeg) og et kamera til børn.
En anden grund til at vi gerne vil begrænse pigernes antal gaver, er pga pladsmangel. De har så meget legetøj i forvejen, så der er simpelthen næsten ikke mere plads på deres legeværelse. Heldigvis er julen også en god anledning til at få ryddet ud i hvad de bruger og ikke bruger.
Astrid nævner jeg ikke så meget her, men som 1 årig har vi ikke gjort os så mange erfaringer med gaver til hende endnu. Hun er nok stadig på det stadie at hun interesserer sig mere for papiret end for gaverne, og derfor ønsker hun sig også kun få, men gode gaver.
Hvordan er det med Jeres børn – elsker De gaver i hobetal, eller begrænser I dem også?

Forslag til mandelgave

Dette indlæg skal selvfølgelig ikke læses af nogen af dem jeg skal holde juleaften med, før efter den 24. december.

Det der med mandelgaver, har for mig altid været sådan lidt…blaaah. En ligegyldig gave, der skal passe til alle der har mulighed for at vinde (bevares, jeg var da glad for den gave jeg vandt til julefrokosten i lørdags, men den blev også drukket hurtigere end det tog at spise risalamanden).

Det er ofte mig der står for mandelgaven, da vi altid er gæsterne juleaften, og det da er det mindste vi kan gøre. Men det er som sagt ikke nemt at finde en gave der passer til alle, i et okay prisleje. Og helt ærlig – en marcipangris – hvem gider have MERE mad, mere sukker. Og helt ærlig, får vi ikke gaver nok i forvejen?

Derfor vil jeg gerne videregive en fantastisk idé til mandelgaven – støt en hjælpeorganisation.
Jeg har tidligere som mandelgave givet en ged – eller okay, det var en pose ris, men mon ikke mange af Jer kender til “Giv en ged”-konceptet.
I år er mit hjerte faldet på foreningen Din Nødhjælp, som mange nok kender fra lille Hope der blev reddet af danske Anja i Nigeria. Jeg er så rørt af hele historien og deres arbejde, og vil rigtig gerne støtte dem. Som Martin dog siger (og som han har ret i), kan vi ikke redde hele verden, og man må vælge sine kampe. Derfor har vi i mange år været planfadder for en pige i Pakistan.
MEN når jeg nu bestemmer mandelgaven, har jeg muligheden for at støtte et godt projekt.
Årets mandelgave hos os, er derfor et medlemsskab af Din Nødhjælp, med et bidrag på 20 kroner om måneden det første år. Herefter kan man så opsige medlemsskabet eller lade det fortsætte.
Helt ærlig, er det ikke en win win gave?

Jeg græd i tre timer, efter jeg så dette billede første gang

 

Turen går igen til Danmark

Lige nu sidder vi i lufthavnen. 15 minutter i bus hjemme fra os, tager det at komme herud, så det er da til at overskue.
Denne gang har vi været lidt ekstravagante og har valgt at flyve i stedet for at køre. Den eneste grund til at vi skal til DK er fordi Martin og jeg skal til julefrokost med alle Martins fætrer og kusiner plus påhæng.
At køre i bil 8 timer fredag og igen søndag, for at vi kan komme til en julefrokost, synes vi ikke vi kan byde vores børn.
Heldigvis kunne vi få, forholdsvis, billige flybilletter, og det at flyve er jo bare en oplevelse for børnene.
Når man vælger at bosætte sig i udlandet, må man også være forberedt på, at det er en dyrere affære, hvis man gerne vil være med til traditionerne. Denne tradition med fætter/kusine julefrokost er en årlig tradition som vi altid ser frem til, og også denne gang.
Ses om lidt Danmark.

Random facts III

  • Nogen (meget få stykker) mener at Martin er den hvide udgave af Remee!!!
  • Jeg havde købt en stor Kinder julekalender som jeg ville sende til en veninde. “Desværre” kunne jeg ikke finde noget at sende den i, så jeg måtte beholde den til mig selv.
  • Astrid har diarré! Børnehaven vil have en erklæring fra lægen om at hun ikke smitter. Synes vi er ved den læge hele tiden.
  • Den der diagnose det kom frem i Skam i går, forudså jeg for flere uger siden
  • Jeg benpresser det samme som nogen af de veltrænede fyre i fitness. Jeg laver dog betydeligt flere lyde – det er mega hårdt.
  • Den der kugledyne bliver returneret igen. Astrid ville ikke sove med den
  • Jeg har så mange grå hår – jagten efter en engelsktalende, god frisør er sat i gang
  • Med risiko for at jinxe det, Astrid har sovet SÅ godt de sidste to dage.
  • Det der gjorde udslaget har nok været at jeg har prøvet sådan noget der hedder “at sætte grænser”
  • Man (jeg) forbrænder 500 kalorier på en time i en trampolinpark
  • Martin fik som første adventsgave to billetter til Green Day koncert i Berlin
  • Jeg håber han tager mig med!
  • Desuden er det samme postyr hvert år – jeg køber adventsgaver til Martin, det finder han ud af og panikkøber noget til mig

Besøg fra Danmark

I torsdags kom Martins forældre, bror og niecer ned og besøgte os. De skulle blive til søndag, og de skulle alle sove hos os. Det var der egentlig også fint med plads til, men man er meget intens sammen, og dem der kender mig godt, ved at jeg ikke altid befinder mig så godt i sådan en situation, og at jeg ikke er god til at skjule det, når det bliver for meget for mig.
MEN selvom jeg havde mine dårlige øjeblikke var det skønt (for os alle) at have besøg, og vise dem vores nye verden.
I stedet for at skrive så meget om hvad vi lavede, får I i stedet en masse billeder. Billeder siger mere end ord, ik!
Lørdag formiddag var vi i et trampolinland. Det var mega sjovt for alle mand (bedsteforældre og Astrid var ikke med)
Brandenburger Tor
Turister

Glühwein på et af de mange julemarkeder
Uuhm kæmpe is
Udsigten fra Martins arbejde

Spilleaften
Julepynten i “vores” center
 Turister
 Turister
 Bedstefar er altid populær ved sine børnebørn
 Turister
 Glühwein til et af de mange julemarkeder
 Man kan få KÆMPE is hernede, mums
 Udsigten fra Martins arbejde på en diset dag
 På et af julemarkederne var der skøjtebane, der selvfølgelig skulle afprøves
 Lidt shopping skulle der også til
 Turister
 Hyggeaftener
 Julepynten i “vores” center