Daginstitutioner

I dag da jeg afleverede Sophia i børnehave, sad den nye rumænske pige, der ikke taler et ord dansk, og var meget ked af det. Åååh hvor havde jeg ondt af hende…

Jeg er ved at kigge på daginstitutioner. Vi troede at det relocationbureau vi samarbejder med, kunne hjælpe med det, men det er ikke en tjeneste de yder. For at begrænse deres søgen efter lejlighed til os, og vores søgen efter daginstitution, har vi måtte beslutte os for, hvilket område i Berlin vi vil bo i. Valget er faldet på Charlottenburg.

På kortet kan i se Charlottenburg. Martin skal arbejde på Kurfürstendamm, lige ved Tiergarten. Det ligger umiddelbart tæt på hinanden (alt efter hvor i Charlottenburg vi kommer til at bo) hvilket er et plus. Derudover skulle det være et godt og børnevenligt kvarter – det må vi jo stole på!

Så altså søgning efter daginstitutioner er i gang. Jeg spurgte følgende i en facebookgruppe


Ikke lige det svar jeg ønskede, så jeg har simpelthen været igang med at gå samtlige daginstitutioner igennem. Jeg kan fortælle så meget, at i Charlottenburg-Wilmersdorf området er ca 210 institutioner – jeg har indtil videre gennemgået ca 130 af dem, og sendt to mails ud om optagelse.
Åh Gud jeg krydser fingre for en af de to bider på, meeeeen oddsene er ikke gode:(

PS hvad skulle jeg have gjort uden google translate!!

What to do in Berlin

Tja, Martins hverdag er så godt som fastsat – arbejd´ arbejd´. Han er ansat til at arbejde 45 timer i ugen, meeeeen min erfaring siger mig, at han så kan lægge 5-10 interessetimer om ugen til det. Men det gør ikke noget han arbejder meget. Det er vi efterhånden vant til.
Inden vi besluttede os for at rejse, havde vi i snakket om at jeg skulle være hjemmegående i Hinnerup. Når Martin arbejdede så meget som han gjorde, skulle jeg stå for alt det praktiske herhjemme og give børnene kortere dage i institution. På den måde skulle Martin ikke tænke på nogen praktiske ting, og kun tænke på at være sammen med os. Sådan tænker vi også det skal være i Berlin.

Ungerne har godt af at komme ud blandt andre børn, og hvis jeg skal være ærlig, så ville jeg sgu blive skør hvis jeg skulle passe dem fuld tid. Jeg elsker dem, bevares, meeeen har altså også brug for en pause fra dem.
Umiddelbart er planen at de skal være i institution ca. 5-6 timer dagligt, når de først er blevet indkørt. Jeg skal så stå for alt det praktiske, men også sørge for at vi får et netværk dernede. Det er vigtigt for os at få et netværk, og gennem facebookgrupper, er de første playdates allerede arrangeret;)

Tanken er at børnene, skiftevis, får en dag hjemme om ugen. Her kan vi lave det DE har lyst til. Når alderforskellen er på 3 år, så har de selvfølgelig meget forskellige behov. Lige nu går alt nærmest efter Astrid behov, men jeg glæder mig til alenetid med Sophia så vi kan tage i svømmehallen, i parken, i zoo, osv, uden at skulle tage hensyn til Astrid. Det er helt klart den største fordel ved at være hjemmegående!

Derudover skal jeg bare ud og opleve Berlin (jeg kender bl.a. til et fremragende spa). Gå en masse ture. Cykle måske – har fornemmelsen af at Berlin er en cykelby. Ud og finde de spændende ting jeg skal vise resten af familien.
Og jeg glæder mig!

 

Den store beslutning

Når man har børn, er det en kæmpe beslutning at flytte til udlandet. Hvad gør at vi tør rykke deres trygge hverdag op med rode?
Sophia har meget behov for tryghed – det har hun altid haft. Selvom hun er en meget åben, udadvendt og glad pige, har det altid taget lang tid for hende, at falde til nye steder. Derfor har hun også været vores største bekymring mht flytningen.
Tænk at starte i en børnehave hvor du ikke forstår hvad nogen siger, og ingen forstår hvad du siger. Selv det at skulle på toilettet bliver en udfordring. Jeg kan få helt ondt i maven af at tænke på det.
MEN når det er sagt, så hører jeg fra alle, at børn lynhurtig lærer et nyt sprog. Derudover har jeg masser af tid til at stå for indkøringen, så det kan ske stille og rolig, og så er det bare med at give hende al den tryghed hun har brug for.
Vi vil forsøge at finde en institution hvor de måske har noget skandinavisk personale ansat, og en institution hvor de er vant til børn der ikke kender sproget. Det sidste skulle nok være en mulighed, da Berlin jo er en meget international by, med mange udlændinge.

Astrid, derimod, er meget lige til. Tror vi. Hun er ikke startet i dagpleje endnu, men vi tror ikke der bliver nogle problemer. Selvom hun er meget morsyg for tiden, så er hun også et meget nemt og glad barn, og hun skal nok falde til alle steder. Og så længe hun ikke kan tale endnu, og kropssprog er den vigtigste kommunikationsform, skal hun nok klare sig. Det bliver så også en gylden mulighed for hende at blive tosproget fra starten.

Vi ser der som en kæmpe oplevelse for os, og en gave til børnene, der forhåbentlig får en bedre sprogforståelse.

 

The beginning…

Hvad vi troede skulle være en simpel samtale, ændrede fuldstændig vores verden. Fra at stå med et fast job og planer for de kommende år, stod vi nu med alle døre åbne. Skulle vi vælge den trygge hverdag i Hinnerup, eller skulle vi ud på nye eventyr?

Martin og jeg har altid haft et ønske om at komme til udlandet og bo og arbejde. Vi har begge tidligere arbejdet i udlandet (Martin i USA og jeg i England) og rejst en del.
Da Martin fik en jobsamtale i Berlin, tænkte jeg først, at det var altså ikke det udland jeg havde forestillet mig – det var mere i retningen af Singapore eller lignende, så i starten var jeg på ingen måde indstillet på at flytte til Berlin. Jo mere jeg dog snakkede med folk om det, blev jeg mere og mere opsat på det.
Berlin er jo en fantastisk by, og så er det ret nemt og hurtigt at komme til fra Danmark.

Og nu sker det! Ansættelseskontrakten er underskrevet, med start 1. august 2016, og vi glæder os!