Nyt kapitel

Efter at have gået hjemme i tre år, har jeg virkelig brug for at komme ud og arbejde, og ud og snakke med andre mennesker.

Ud over det sociale i det, håber jeg også det vil forbedre mit tyske. Når vi nu har besluttet at vi blive hernede nogle år endnu (hvor mange er uvidst), kunne det jo være dejligt rent faktisk at kunne kommunikere med tyskerne.

Den sidste motivation for at få et job er min selvtillid. Den er efterhånden faldet ret meget. I de jobs jeg har haft, har jeg haft masser af selvtillid, fordi jeg har følt jeg var god til det jeg gjorde. Jeg følte jeg gjorde noget godt for andre, og man fik anerkendelse. Som hausfrau laver jeg ting jeg ikke gider – jeg hader alt praktisk arbejde, og så får jeg ingen anderkendelse, og jeg føler heller ikke jeg er god til det. Så jeg har virkelig brug for at komme ud og lave noget andet.

Men nu sidder jeg så her og kigger på jobopslag, og hold kæft hvor er det skræmmende altså. Jeg er næsten ligeglad med hvad jeg skal lave, men hvor har jeg bare svært ved at få mig selv til at søge et tysk job. Frygten for ikke at slå til holder mig så meget tilbage.

Indtil videre har jeg kun søgt jobs hvor man taler dansk eller engelsk og fået afslag. Jeg tør slet ikke søge et tysktalende job – jeg skal jo for det første skrive en ansøgning på tysk, og hvis det lykkes at få en samtale, er det jo endnu mere skræmmende.

Om lidt sender jeg en ansøgning afsted til en tosproget (engelsk/tysk) børnehave. Det kan jeg overskue – engelsk kan jeg begå mig på.  Men kryds lige fingre for at jeg tør sende flere ansøgninger afsted, eller jeg får det her job:)

Jeg er her stadig

Der er sket meget siden sidst jeg bloggede – nok også en af grundene til at jeg ikke har ladet høre fra mig her på bloggen. Til gengæld er jeg aktiv på instagram under@hausfrauiberlin – det er noget nemmere bare at smide et billede og en kommentar op der, så følg mig endelig:)

Vi tager den korte (men stadig lange) version af hvad der er sket siden sidst

  • Vi er flyttet! Juhuu, vi har fået hus med have tæt på Sophias skole. Det er rigtig lækkert og vi nyder det så meget. Særligt med den sommer der har været.
  • Vi bor nu tæt på en stor badesø, som vi besøger flere gange om ugen – vi har købt en gummibåd, og Martin og jeg har været ude og prøve Stand Up Paddle – det var virkelig sjovt. For en person som mig, helt uden balance, var det selvfølgelig svært, og jeg faldt i MANGE gange, men det blev bedre efterhånden.
  • Vi har været på ferie i DK i to uger. En uge på camping og en uge i sommerhus. Vi fik set hele vores familie og nogle venner, og det har virkelig været skønt. Særligt campinglivet var lige noget for os (det troede jeg aldrig jeg skulle sige), men det var dejligt at børnene bare kunne løbe på legepladsen selv og lege med de andre børn.
  • Astrid har fået en børnehaveplads tæt på hvor vi bor. Hun startede i sidste uge. Hun er ikke heeelt begejstret endnu. I den gamle Kita var hun jo en af de voksnes favoritter og fik masser af positiv opmærksomhed. I den nye Kita er det halvanden voksen til 15 børn, så der er overhovedet ikke tid til samme opmærksomhed. Til gengæld har de en stor legeplads som de er på hver dag, og det elsker jeg.

  • Sophia skulle i dag og i morgen i Hort (det svarer til SFO), sammen med sine klassekammerater. De starter i skole på mandag, så det er for at de skal lære hinanden lidt at kende inden. Hun var meget nervøs og græd lidt i morges, men det gik okay med at aflevere hende der.
  • På lørdag skal vi til Einschulung. Det er en stor ting hernede. Børnene der starter i 1. klasse (hernede har man ikke 0. klasse) kommer med hele familien på skolen og så er der fest. De skal have en schultüte med (et stort kræmmehus med gaver, slik og skoleting i), og efterfølgende tager man hjem og holder fest. Martins forældre kommer, så vi ikke står der helt alene. Det bliver spændende at prøve sådan en tysk tradition.
  • Sophia var i sidste uge på summercamp. Det gør de meget i hernede. Tre timer om dagen var hun på en rideskole, hvor hun lærte at omgåes ponyer og ride. Hun ELSKEDE det.

  • Jeg skiftede i foråret over til ny medicin for min ocd. Det var slet ikke godt. Jeg har ikke været så langt nede i mange år, og græd hver dag. Heldigvis fik jeg hjælp af min psykolog og psykiater, og nu er jeg (næsten) på toppen igen, efter at være startet på noget helt tredje medicin.
  • Næste weekend skal jeg alene til DK. Et døgn til Aarhus hvor jeg bare skal rundt og se alt det nye der er sket der – Salling Rooftop, Aarhus Ø, Havebadet, osv. Dernæst skal jeg til min svigerindes fødselsdag, hvor den skal have fuld gas. Så har jeg lige halvanden døgn til at komme mig over det, inden jeg skal hjem igen. En returbillet Berlin-Billung – 18 EUR – det er fandme billigt!
  • Jeg er begyndt at kigge lidt på jobs. Jeg gider ikke gå hjemme mere. Jeg skal ud og opleve noget, ud og snakke med nogen mennesker og bidrage med noget. Jeg synes det er lidt svært, når jeg slet ikke føler mig god nok til sproget, men på den anden side, er jeg sikker på jeg lærer sproget lynhurtig, hvis jeg først kommer ud i noget tysk arbejde.
  • Martin arbejder rigtig meget. Inden ferien arbejdede han meget for at være forberedt på at gå på ferie – nu arbejder han for at nå op for det forsømte. Det er ikke let at være selvstændig.
  • Hvad med webshop angår, går det rigtig fint i øjeblikket. Her i august har jeg haft flere salg end nogen anden måned. Men kig endelig forbi og køb, jeg giver en god rabat hvis du skriver og spørger:) https://sastrid.de/

Sophias diagnose

Sophia har siden december været tilknyttet SPZ (Social pædagogisk centrum) her i Berlin. Det er her børn med vanskeligheder kommer til for at få en diagnose (om nødvendigt).

Sophia har gået til træning en gang om ugen siden december, sammen med 3 andre piger og 2 fysioterapeuter. Fysioterapeuterne har observeret hende, jeg har snakket med stedets psykolog, som så har været henne i Sophias Kita for at observere hende i samspil med de andre børn. Og så har jeg snakket med deres overlæge alene, og sammen med Sophia.

Nu er der så endelig kommet svar på om hun har en diagnose eller ej. Og det har hun ikke! De kan ihvertfald ikke sætte en præcis diagnose. Der er ingen tvivl om at hun har koncentrationsvanskeligheder, lettere sociale vanskeligheder, og lettere seperationssangst. Fysisk har hun hypotoni (nedsat muskelspænding) og er hypermobil.

Kognitivt er hun parat til at komme i skole. Kitaen mener hun skal vente et år endnu med at komme i skole, men det tror vi slet ikke vil gavne hende – ihvertfald ikke i den Kita. SPZ mener hun godt kan starte i år hvis der er de rigtige rammer for det. Og det er vi sikre på der er.

Tidligere på måneden var vi til noget halløj på Sophias nye skole, hvor alle de nye elever plus forældre var med.Her fik vi endnu engang en snak med Sophias kommende klasselærer, og hun er SÅ fantastisk. Det mente alle de andre forældre også. Hun er et eller andet inden for special pædagogik og det første hun sagde var, at det allervigtigste var at børnene trives og føler sig trygge ved hende. Først derefter kan indlæringen starte, og det er jeg så ganske enig i.

Efter oplæg fra klasselæren og skolelederen minglede vi lidt, og ih hvor er det altså træls at mit tyske ikke er bedre, for jeg har slet ikke selvtillid til at gå rundt og snakke med folk. Fik dog snakket med nogle stykker, men jeg kan jo ikke komme med så meget indspark på tysk, så jeg nikkede og smilte bare mest. Fik nummeret på en pige der bor i nærheden af os, så Sophia og hende måske kan lege lidt sammen inden de skal starte. Det ville være godt for hende.

Men altså summasummarum er at Sophia skal fortsætte til sin ugentlige træning. Fysioterapeuterne og os ser fremgang ved Sophia på flere områder. Derudover skal jeg ind og snakke med deres psykolog om hvordan vi som familie bedst mulig kan hjælpe Sophia, med at træne de vanskeligeheder hun har. Det er trods alt det der er vigtigst. Skide være en diagnose, bare vi ved hvad vi skal gøre…

Vores arbejdssituation

Da vi flyttede til Berlin var det fordi Martin havde fået job hos et tradingfirma hernede.

Desværre viste det sig ikke at være noget for Martin, og han sagde faktisk op allerede efter 5 måneder – i januar 2017.

Siden er der sket meget. Martin har siden 2017 været direktør i en firma han har stiftet med nogle tyskere, og som har en tysk investor.

Pludselig havde vi et helt andet udgangspunkt end da vi flyttede derned. Det var menigen Martin skulle arbejde færre timer, uden ansvar, men stadig tjene rigtig gode penge. Nu har han pludselig alt ansvaret, men er gået betydeligt ned i løn – som man normalt gør ved en start-up. Plus han arbejder mange timer. MEN det er det han har drømt om, så selvfølgelig støtter vi ham i det, selvom det har været hårdt i perioder.

Nu er vi kommet dertil at jeg faktisk accepterer at han arbejder meget, og ikke altid kommer hjem til aftensmad, og han er blevet bedre til også at tænke på at se børnene og mig. Og så er det jo den fordel ved at være direktør, at man selv bestemme sine arbejdstimer, så han ikke skal bede om fri når vi skal til DK osv.

Min arbejdssituation er sådan set den samme. Jeg har stadig min webshop, som kører stille og rolig.

Jeg har ikke brugt meget energi på den i flere måneder, men nu har jeg simpelthen fået en gratis kontorplads ved et dansk callcenter her i Berlin.  Så der skal jeg til at sidde 2-3 dage om ugen og arbejde med webshoppen. Både så jeg kan fokuserer og ikke bliver afledt af vasketøj eller en Netflix-serie, men også fordi jeg virkelig trænger til at komme ud blandt andre mennesker. Nu har jeg ikke arbejdet i tre år, og jeg trænger snart til noget luftforandring. Jeg vil egentlig gerne have et job, men min selvtillid ift at gå ud og søge et tysk job, er bare ikke god nok. Plus vi virkelig nyder den her frihed og fleksibilitet vi har.

Nu må vi se, jeg kigger lidt efter stillinger engang i mellem, men jeg ved ikke hvad der kommer til at ske.

Til gengæld kunne jeg godt bruge nogen flere kunder i butikken:) Så hvis du står og mangler noget til en barselsgave, dåbsgave eller til dine egne børn, så tag et kig på sastrid.de og skriv endelig til mig, så jeg kan give dig en god rabat:)

Klokken slår, tiden går

Det er egentlig ikke fordi jeg ikke har tid til at skrive blogindlæg – jeg tænker bare aldrig på det.

Sidst vi var hjemme blev jeg spurgt om jeg ikke snart skrev på bloggen igen, så det kunne jeg jo passende gøre nu.

Det er tre måneder siden jeg skrev sidst, og jeg synes der sker så meget.

En af de væsenligste ting må være, at vi har solgt huset. Eller, der er ihvertfald skrevet under på en salgsaftale, så medmindre køber fortryder indenfor 14 dage, er huset solgt.

Det gik hurtigt og smertefrit må man sige. Huset kom som skuffesag hos EDC 1. marts til 2.550.000. Til sidst var der to der bød på huset og det blev solgt til 2.500.000 hvilket vi er rigtig godt tilfredse med.

Efter Martin har skiftet job (mere om det i næste blogpost), er han gået meget ned i løn. Og med det afdrag vi betalte af på huset, kneb det med finanserne. Vi betaler trods alt også 15.ooo kr i husleje hernede. Og da vi ikke aner hvornår vi flytter fra Berlin og hvor vi så flytter til, så vi ingen grund til at beholde huset længere.

Martin havde større betænkeligheder ved det end jeg havde, da han godt kunne lide tanken om at eje noget. Jeg har egentlig i lang tid ønsket vi skulle sælge huset, men der skulle lige lidt overtalelse til hos Martin.

Når vi nu er ved det materielle, så har vi bestilt en ny bil. Man bør næsten prøve at have en lidt dyre bil når man bor i Tyskland, og da Martin kan trække udgiften fra gennem hans arbejde, har vi altså bestilt en Volvo XC60 til leasing. Vi får den desværre først i juni. Så må vi se om vi kan få solgt Kiaen. Jeg kan godt afslører at der ikke kører mange Kiaer rundt i Berlin, så vi må se hvad vi kan få for den.

Min første afhængighed

Jeg lærte engang i en psykologitime på handelsskolen, at alle har potentiale for at blive psykopat. Nogen bliver det bare lettere end andre.

Sådan er det også med afhængigheder lærte jeg i går hos min psykolog.

Jeg har længe vidst at jeg er sukkerafhængig. Jeg SKAL have sukker.

I går fandt jeg også ud af at jeg er afhængig af min mobil. Nogen af jer tænker nok at det ikke komme som en overraskelse, men det gjorde det for mig.

Vi slynger om os med fraser om at vi er stressede for tiden, føler sig lidt deprimeret eller er total afhængig af det her tyggegummi. Ordene er blevet allemandseje. Men denne afhængighed til min mobil er altså ikke bare en af de fraser man slynger ud, fandt jeg ud af  ved min psykolog i går.

Når jeg er i fitness ser jeg på min mobil.
Når jeg er i badekar ser jeg på min mobil.
Når jeg laver mad ser jeg på min mobil.
Når jeg tager offentlig transport ser jeg på min mobil.
Når jeg putter børn ser jeg på min mobil.
Når jeg spiser ser jeg på min mobil.

Psykologen forklarede at en afhængighed defineres af, at man foretrækker sin afhængighed frem for alt andet. Og jeg kan helt ærlig ikke rigtig komme i tanke om noget jeg hellere vil, end at ligge og se serier på min mobil!
Siden sidst i november har jeg set (næsten) alle afsnit af Greys hvide verden på viaplay. Sammenlagt er det ca 234 timer! Og det er jo altså ikke det eneste jeg har lavet på min mobil.

Jeg får ikke gjort rent eller gået ture eller blogget, fordi jeg hellere vil bruge min tid på sofaen med min mobil.

Det er faktisk ret skræmmende. Og overraskende at jeg tager mig tid til dette indlæg, for jeg mangler altså lige et par afsnit endnu.

Så jeg skal have lagt en plan. En plan for hvordan jeg trapper ned for mit mobilforbrug. Alle ens (mine) informationer er på telefonen. De sociale medier bruger jeg i forbindelse med min webshop, og man skal selvfølgelig også være til at få fat i.

Så det jeg overvejer at gøre er, at undersøge hvad en good old normal mobiltelefon koster – ingen smartphone. Købe et vækkeur og købe en kalender. Med de tre ting kan jeg klare mig langt hen ad vejen. Jeg skal dog stadig have adgang til instagram og facebook på en måde – facebook kan gøres via computeren, og måske jeg må få min instagram på Martins mobil… Har i andre forslag?

Alt dette træder selvfølgelig først i kraft, når jeg har fået set de sidste afsnit af Greys…

Læs mere om mobilafhængighed her.

Jeg er her endnu…

Beklager den larmende stilhed herfra.

Der har været nok at se til, så bloggen har haft sidste prioritet. Nu har jeg dog lidt tid, siddende hos mine svigerforældre, efter den årlige fætter/kusinejulefrokost som vi fløj hjem til i fredags.

Jeg har haft rigtig travl med min lille sidegeschæft – webshoppen https://sastrid.de/ – Det har været rigtig sjovt, spændende og udfordrende at få en shoppen op at stå. Fra jeg fik ideen sidst i august, til den åbnede 1. november havde jeg mega travlt, med alt muligt praktisk. Pludselig var jeg ikke bare selvstændig, jeg var også direktør, sekretær, indkøber, regnskabsassistent, multimediedesigner, socialmedia manager og meget, meget mere.

Mange spørger hvordan det så går med shoppen, og dertil er svaret “Det går for langsomt”. Tror jeg har haft 6 salg på de halvanden måned jeg har haft åben. Det synes jeg er alt for lidt. Omsætningsmålet for 2017 er dog nået, så det er jeg selvfølgelig glad for. Men kom endelig og køb:) Lige nu kan man som dansker købe 2 dækkeservietter til 27EUR (ca. 200 kr) og fri fragt med koden JULEGAVE – koden gælder til og med den 12/12-17 og de kan findes HER.

Udover travlhed har vi haft nogen store dilemmaer, der har haft stor betydning for vores fremtid. Nemlig valg af skole til Sophia.

For en måneds tid siden blev vi kontaktet af en privatskole i Hinnerup, som vi havde skrevet Sophia op til for lang tid siden. Vi havde fået en plads til hende, med start 1. marts 2018! Det fik os til at have mange store snakke og diskussioner om vores fremtid, og om den skulle fortsætte i Berlin eller Hinnerup. Vi fik linet alle muligheder op, og siden har vi været ude og kigge på nogle skoler i Berlin, og vi har fundet en. En lille skole, der virker til at have mere hjertevarme end de fleste tyske, og som vi tror kan håndterer Sophias manglende koncentration. De tilbød os en plads, og den har vi takket ja til, så vi bliver altså i Berlin nogle år endnu.

Det betyder dog at vi nok flytter, så vi kan komme tættere på skolen, men det er ikke noget der haster lige nu.

Derudover er Sophia fortsat igang med at blive udredt. I sidste uge var vi ved noget der hedder Social Pædagogisk Centrum (SPZ), hvor hun skulle lave noget træning med deres fysioterapeut. Det var hurtigt tydeligt at hun har nogle problematikker med koncentrationen, så hun skal til at gå på et lille hold med to andre piger, samme med den samme fysioterapeut. Sammen skal de lave forskellige øvelser i en gymnastiksal – både i trænings øjemed, men også for at observere hende. Det er nemlig først muligt at få en tid hos deres læge i maj! Vi er bare glade for der sker noget.

 

Det var lige det vi har haft mest fokus på de sidste par måneder. Nå ja, så er jeg da også lige blevet opereret (ikke noget alvorligt), som har betydet jeg har været på standby de sidste tre uger, men er heldigvis ved at være ovenpå igen.

I morgen flyver vi tilbage til Berlin, hvor vi vil ud og nyde julestemningen i byen, inden vi tager retur til DK den 20. december.

Rigtig god jul til alle:)

 

Anbefaling: Tropical Island

ADVARSEL: Dette sted giver trætte børn!

Tager man bilen og kører en times tid fra Berlin, når du til troperne. Eller troper og troper, man når ihvertfald til et sted hvor der er 30 grader varmt året rundt, hvor man kan bade, lege i sand, rutsje på kæmpe vandrutsjebaner, spise og overnatte. Nemlig Tropical Island. Og der var vi i går.

Børnene har efterårsferie i denne uge, så Martin tog fri i går, og så kørte vi til Tropical Island. Stedet er lavet i en gammel hangar der engang husede fly, og stedet er enormt. Det er som at komme til et hotelresort i syden, bare indenfor. Man skal ikke bekymre sig om solcreme, myg og solskoldninger, og man kan gå i badetøj dagen lang og slænge sig i strandstolene (hvis man da kan få en ledig en, for vi fandt ikke en eneste).

Udover de forskellige badebassiner (både indendørs og udendørs), var der et legeland, flere restauranter og butikker, overnatningsmuligheder i alt fra telte til små hotelværelser.

Vi var der en ganske normal onsdag, men hold op der var mange mennesker. Kan slet ikke forestille mig hvor mange der er i weekenderne og i ferierne. Men stedet er stort, så det går nok, og vi ventede ikke i kø nogen steder, bortset fra ved vandrutsjebanerne, hvor der var lang kø (Sophia og Martin stod i kø i 15 min til en af dem).

Det var altså en rigtig god oplevelse, og der skal vi helt klart til igen. Dog er det lidt pebret at komme ind – børn under 6 år er heldigvis gratis, men ellers kostede det 42 EUR pr. voksen, plus det mad man køber derinde. Det løber hurtigt op i 1000 kr, så det bliver ikke lige en ugentlig ting vi gør:)

Stedet kan anbefales til folk i alle aldre, dog ikke for gangbesværede.

Berlin Marathon og Berliner Schnauze

Hvis der er en ting vi danskere i Berlin altid kommer til at tale om når vi mødes, så er det ‘Berliner Schnauze’. Berlinerens direkte måde at være på. Jeg tænker deres talemåde må være direkte modsat af vores ‘Har du ikke noget pænt at sige, så lad være’. For de siger det altid når de har noget negativt at side. Også selvom det er til en vildt fremmed.

Et tydeligt eksempel oplevede vi i søndags, da vi var ude og se Berlin Marathon. Vi stod ved siden af en højtaler, og en dame to meter fra mig, gestikulerede til mig, at det ikke var godt med Astrid ved siden af højttaleren. Jeg ignorerede hende, men tror du ikke hun kom hen til mig og belærte mig om hvor skadeligt det var for et barn at være lige ved siden af højttaleren, osv. Jeg hørte ærlig talt ikke hvad hun sagde, for jeg blev simpelthen så irriteret på hende, og jer der kender mig godt, ved at jeg ikke gider finde mig i sådan noget. Jeg sagde så vredt på engelsk (mit tyske er ikke godt nok til at håndtere ophidsede situationer), at hun skulle passe sig selv. Men altså et typisk eksempel på Berliner Schnauze…

 

Udover den episode, var det igen virkelig hyggelig at være til Marathon. Desværre regnede det en smule, så der var ikke lige så mange ude at se det, og vi var der heller ikke så længe. Jeg synes jo det er sjovt at stå at heppe, og stå og vifte med Dannebrog. Hver gang der kom danskere løbende forbi, råbte jeg ‘Kom så Danmark’, ‘Godt løbet’, osv. Folk blev så glade og jeg er sikker på at det lige har givet dem lidt ekstra energi😊

 

Mit barn er blevet tysker!

I øjeblikket er hele familien i Danmark. Martin er i København i weekenden, sammen med ‘drengene’. Ungerne og jeg er i Sønderjylland for at slappe af. Astrid er dog helt umulig hver aften, så jeg synes nu det er lidt hårdt.

På det sidste har jeg lavet en liste over nogle af Sophias udtalelser, hvor hun blander dansk og tysk. Jeg synes selv det er sjovt at høre som hun byttet om på ordstillingen og smider tysk ord ind hist og her. Her er nogle eksempler:

  • Så er jeg dran
  • Hör op med det
  • Det er så langweilig
  • Den er jo helt voll
  • Mor jeg har en überraschung für dich
  • Jeg schaukler bare
  • Doch den kan
  • Så ville vi vermist toget
  • Jeg har jo ikke nogen Teller